Hørlykke henrykkede



Rikke Hørlykke er uden tvivl håndboldungdommens store idol - og vel egentlig også især den mandlige del af det voksne publikum. Det var tydeligt, da hun sammen med en række VM-stjerner fra flere håndboldnationer i lørdags gæstede Ulllerslevhallerne.

De unge flokkedes om hende i stort tal, og velvilligt gav hun autografer på trøjer, arme og de bare rygge i sommervarmen, medens andre også fik knus og fotos af stjernen fra GOG - og de øvrige kendte spillere fra den sydøstfynske klub. Turneringen talte endvidere håndboldligaholdene fra FCK København, Horsens HK og Sønderjyske HK. Derfor var der også besøg af blandt andet VM-spillerne Mette Vestergaard, Camilla Thomsen, Monique Feijen, Åsa Eriksson, Sara Holmgren m.fl.

Rikke Hørlykke skuffede heller ikke sin fanskare på håndboldbanen, idet hun scorede ikke mindre end 11 mål, da GOG for øjnene af 300-400 tilskuere i en hed Ullerslevhal på fornem vis vandt stævnets sidste kamp over Mette Vestergaard og Co. fra København. 

Bag arrangementet stod SUS Håndbold i samarbejde med sponsorerne Amtssparekassen, Ullerslev og ingeniørfirmaet Cowi A/S, Svendborg.

Resultater fra træningsstævnet:
 
GOG - Sønderjyske HK 34-18
FCK København - Horsens HK 22-22
GOG - FCK København 28-19
Horsens HK - Sønderjyske HK 22-16


  



Tilbage til forsiden