207 børn spillede minihåndbold i lørdags i Ullerslevhallerne

Ullerslevhallerne sydede lørdag eftermiddag af aktiviteter, da ikke mindre end 207 børn fra SUS Håndbold, Langtved og Hjulby var samlet for at fejre minihåndboldens 25 års jubilæum. De både spillede håndbold og legede i den store motorikbane i hallen.

På fynsplan blev arrangementet, der var sat i scene af SUS Håndbold, kun overgået af TPI Odense med 297 deltagende børn i alderen op til otte år. I alt var der jubilæumsarrangementer i 17 fynske haller med ca. 1500 håndboldspillende børn. Og med et antal tæt ved 10.000 på landsplan blev minihåndbolddagen optaget i Guiness Rekordbog.

Stævnet i Ullerslev blev åbnet af borgmester Erik Christensen, der glædede sig over den store interesse for at spille minihåndbold. 

Alle de deltagende børn i Ullerslevhallerne fik en medalje, nogle klistermærker af »Rynke« og et æble.

Ikke mindre end 207 børn spillede håndbold og legede i Ullerslevhallerne i anledningen af, at minihåndbolden blev opfundet for 25 år siden - af en håndfuld initiativrige fynske håndboldledere. Her en billedkavalkade fra det succesrige minitræf.

Tilbage til forsiden