SUS og Langtved i samarbejde Allerede i indeværende sæson går de to klubbers herrehold sammen og fra næste år indgås holdfællesskab, skriver SUS-Avisen, som udkommer i dag, onsdag den 4. december. Af Erik Hansen Allerede fra starten af denne sæson aftalte seniorafdelingerne i SUS Håndbold og Langtved SG&I's det formålstjenlige i at lade herrehold fra klubberne træne sammen i Ullerslevhallen. Dette samarbejde udbygges nu væsentligt - med virkning her og nu. Beslutningen skyldes dels, at begge klubber har haft medlemsfrafald og dermed har problemer med at stille hold - og dels opfordringer fra de aktive herrespillere om at finde yderligere sammen for at bevare og styrke håndboldsporten i kommunen. Derfor blev der i sidste uge afviklet et møde mellem ledelserne i de to klubber, hvor det blev besluttet at intensivere samarbejdet. På et spillermøde for begge klubbers herrespillere i aftes (tirsdag den 3. december) blev planerne og det rent praktiske for den resterende del af sæsonen fremlagt. Holdfællesskab næste sæson Videre er det aftalt, at der med virkning fra næste sæson oprettes holdfællesskab for alle herreseniorspillerne i begge klubber. - Det er i en meget positiv ånd, at man fra begge sider er gået ind i dette tværgående arbejde, som jeg fornemmer også vil kunne inddrage ungdomsafdelingerne i klubberne, siger bestyrelsesmedlem og seniorudvalgsformand i SUS Håndbold, Torben Poulsen. - Vi træner i samme hal, og begge klubber har i visse årgange og især på herresiden problemer med at mønstre hold. Der er afgjort en fælles interesse i at løse de akutte problemer, og samtidig at stå sammen for at - med et fælles ansvar - at styrke og intensive håndboldsporten i kommunen. - En styrke og samtidig bemærkelsesværdigt er det, at initiativet til samarbejdet især er kommet fra de aktive spillere på håndboldbanen, påpeger Torben Poulsen, der nu sammen med øvrige repræsentanter fra de to klubber arbejder videre med udbygningen af dette lokale håndboldsamarbejde. Tilbage til forsiden |