En flot reklame for håndboldsporten

Det store publikum i Ullerslevhallerne fik en håndboldoplevelse og masser af spænding, da SUS-herrerne efter to omkampe blev besejret af 1. divisionsholdet HIK i landspokalturneringen.

Der skulle hele to omkampe af hver 10 minutter til, før afgørelsen af landspokalturneringens sekstendedels finale i Ullerslevhallerne mellem SUS fra herrernes danmarksserie og HIK, København fra 1. division faldt.

Københavnerne vandt den lange kamp med 31-29 og er dermed blandt de 16 tilbageværende hold, som til 7. runde af LP-turneringen skal trækkes op af hatten.

Men forinden fik de 300 entusiatiske tilskuere en sand håndboldoplevelse med masser af spænding. I samtlige 100 minutters kamp blev der vist håndboldspil i højt tempo og af stor klasse. Samtidig var det en fair spillet kamp, selv om en HIK-spiller i den ordinære kamps sidste minut fik det røde kort for at stoppe en af de store SUS-profiler, Arno Hansen, i et gennembrud. På det efterfølgende straffekast scorede han selv og udlignede dermed til 25-25, hvilket var resultatet af den ordinære kamp.

At det blev HIK, der til sidst løb med sejren var for så vidt i orden, idet 1. divisionsholdet på intet tidspunkt overlod føringen til SUS. Til gengæld nåede det undertippede SUS-hold mange gange op på uafgjort, hvilket altså to gange skaffede ekstra spilletid.

I det hele taget havde SUS-spillerne meget stor ære af kampen og gjorde den bedste reklame for de kommende kvalifikationskampe om oprykning til 2. division.

- Vi fik vist, at vi kan matche et så teknisk velfunderet hold, der ligger to rækker højere, men først og fremmest vil vi bruge kampen som »løftestang« til at være helt klar til kvalikationskampe, også selv om de skulle blive intense i slutfasen, sagde en tilfreds SUS-træner Keld Hermann efter det spændingsmættede pokalbrag torsdag aften i Ullerslevhallerne.

Såvel opgøret mod Gelsted/Vestfyn i forrige runde af LP-turneringen som den afgørende kamp mod Fuglebjerg, og altså en ny stor indsats mod et højererangerende hold må have styrket holdmoralen og spillernes selvtillid, inden det nu forhåbentlig nu skal lykkes at vende tilbage til divisionsrækkerne efter flere års fravær.