SUS-juniorer med succes i Tjekkiet

Der var engang to juniorhold, der skulle på udenlandstur i påsken. De var 21 spillere og 3 ledere, som Skærtorsdag-aften drog af sted fra Ullerslev med kurs med Plzén i Tjekkiet. Efter mere end 14 timer i bus ankom de forventningsfulde SUS’ere til kostskolen, hvor holdene blev indkvarteret på deres værelser.

Herefter var der tid til at udforske byens indkøbsmuligheder, og for nogle betød dette også det daglige besøg på en velkendt burgerrestaurant (holdene var også sidste år til påske med ved stævnet i Plzén) for nogle. Hen på aftenen fortsatte den hyggelige eftermiddag på et af værelserne, der blev indrettet til samvær på tværs af holdene. 

Lørdag og søndag stod den på håndbold for begge hold, og turneringen bød på flere spændende opgør for holdene. Dame juniorholdet spillede en flot turnering, og sluttede som nr. 2 efter at være gået ubesejret igennem turneringen, og i sidste kamp vende 1-5 til 7-7 imod det stærke jyske dame juniorhold fra Vinding. 

Efter at være gået videre fra en svag pulje skulle herre juniorerne spille finale påskedag mod det lokale hold fra Plzén, og kampen blev en gyser, som måtte ud i 5 minutters omkamp, inden SUS kunne hæve armene som vindere af turneringen. 

Dermed kunne begge delegationens hold vende hjem med pokaler. Præmieoverrækkelsen fandt sted søndag aften, og præmierne blev modtaget i lysshow og behørigt fejret til den efterfølgende fest.

Holdene forlod festlighederne omkring kl. 01.00, og umiddelbart herefter kørte SUS-delegationen hjem mod Danmark i en meget stille bus. 24 trætte spillere og ledere var igen ved Ullerslevhallerne mandag eftermiddag, og endnu en vellykket udenlandstur var til ende. 

Og det er ganske vist.




Tilbage til forsiden