Serie 1 damerne rykket op i Fynsserien efter sejr i kvalifikationskampen mod Langtved

Normalt er der altid prestige på spil, når to naboklubber mødes. Men i sidste torsdags »forsinkede« kvalifikationskamp i Ullerslev i dame serie 1 mellem SUS Håndbold og Langtved var der en ekstra dimension: Vinderen af kampen ville rykke op i Fynsserien!

Med sejren på 15-11 bliver det SUS Håndbold, som næste sæson spiller i Fynsserien. Og da klubbens førstehold ligeledes efter kvalifikation er rykket op, er SUS Håndbold med såvel et 2. divisionshold som et fynsseriehold suverænt den højest rangerende klub i det østfynske område.

At andetholdet, som i turneringen sluttede på femtepladsen i serie 1, overhovedet kom i betragtning til oprykning, skyldtes, at der blev en plads ledig i Fynsserien, efter Næsby rykkede op i Danmarksserien - og at hverken nummer tre eller fire var oprykningsberettigede, idet begge klubber i forvejen er repræsenteret i Fynsserien.

SUS-holdet, som er udgøres af såvel rutinerede, tidligere divisionsspillere som unge talenter, greb den uventede chance, og lod ingen tvivl tilbage foran det medlevende publikum i Ullerslevhallen. Stillingen ved pausen var 9-5, og heller ikke i de sidste 30 minutter blev der slækket på forsvarsspillet.

I angrebet var ynglingespilleren Anne Mette Juncher flittigst scorende SUS-spiller med seks mål.

Sommertræningen starter
For 1. og 2. holdene i klubben bliver der ikke tid til at hvile på laurbærrene. For herrernes vedkommende, der næste sæson spiller i Danmarksserien og Fynsserien, starter træningen under Lars Riis mandag den 13. maj kl. 19.00. Damerne indleder sommertræningen tirsdag den 21. maj kl. 19.15.

Foruden de mange nuværende spillere håber man i SUS Håndbold også nye spillere dukker op - ikke mindst nu, hvor klubben er rykket op i de fleste rækker efter den netop overståede flotte sæson, der altså i slutfasen bød på endnu en oprykning.


Luise Ipsen klar med champagnen.

Topscorer Anne Mette Juncher smager på de liflige dråber i
omklædningsrummet.

Mange trofaste SUS-tilskuere var mødt op for at hjælpe dame serie 1-holdet op i Fynsserien.

Så er det en kendsgerning: Endnu et SUS-hold er rykket op i den succesrige - lange - vintersæson 2001/2002!


Tilbage til forsiden