Lilleput Elite fik sølv ved Fynsmesterskabet

I fredags var SUS Håndbolds lilleput drenge i Gudmehallerne for at spille om fynsmesterskabet.Semifinalen blev fløjtet op kl.17.50 mod Nyborg, som blev sæsonens bedste kamp for de suveræne SUS lilleput drenge, som forinden havde vundet vinterens højeste fynske række - lilleput drenge elite. Første halvleg endte med en kneben føring på 8-7 til SUS, men så blev der lukket af i forsvaret i anden halvleg, og i ren opvisningstil blev Nyborg løbet over ende til slutresultatet 17-8 til SUS.

Sagen var klar - finalepladsen var hjemme, og den skulle spilles mod GOG kl. 20.15.Kampen gik i gang, og GOG lagde ud med flot kontraspil, som hermed førte til en føring på 9-3 ved pausen.

- Vi fik kæmpet os tilbage i kampen, og i anden halvleg med knap 2 minutter før tid var stillingen 12-11 til GOG, og vi havde en friløber, der kunne have givet balance i regnskabet, men sådan skulle det ikke være, fortæller trænerne Jørgen Elsborg og Frank Mikkelsen. 

GOG vandt kampen med 13-12, og SUS måtte indkassere deres første nederlag i år.

- Vi må konstatere, at heldet var ikke med os i denne kamp, som bar lidt præg af mange fejlkendelser fra manden i sort, der faldt ud til GOG`s fordel, mener de to trænere.

SUS var desuden lidt ramt af en sygdomsvækket Joakim Rydal, der gjorde sit bedste, når han var på banen.

Trænerne Frank og Jørgen og spillerne takker mange gange de medrejsende fans fra Ullerslev, der tog turen til Gudme med trommer og båthorn for at hjælpe de talentfulde drenge i de to kampe.

- Næste udfordring for de tre lilleputdrengehold er påsketuren til Herning i den kommende uge, hvor vi ser frem til en rigtig god tur.



Tilbage til forsiden