SUS-drenge klar til
DM-finalerne i Ålborg
For første gang i SUS Håndbolds historie er et hold nu klar til
finalerne om danmarksmesterskabet. Det blev i weekenden den 8. og 9.
april en kendsgerning, da klubbens drengehold vandt
kvalifikationsstævnet i Frederikssund. Her skulle der findes de to af
DM-finalernes deltagere blandt de tre bedste hold fra Sjælland og
København sammen med vinderne af drengerækkerne på Bornholm,
Lolland-Falster og altså Fyn, hvor SUS som bekendt vandt sæsonens elite
A-række.
Med den samlede sejr sikrede SUS-drengene ikke alene billetten til det
ultimative topstævne om guld, sølv og bronze, der foregår i Ålborg i
weekenden den 29. og 30. april. Holdet blev samtidig sæsonens bedste
hold øst for Lillebælt! Foran GOG, Ajax, Team Helsinge og alle øvrige
storklubber!!! Og dermed er SUS-holdet nu blandt de fire bedste hold i
Danmark!
SUS Håndbold får fra østregionen følgeskab af Himmelev IF fra Roskilde,
som blev slået i søndagens finale i Frederikssund med 24-22. Fra Jylland
er to stærke drengehold også klar til DM-finalerne. Det er VRI fra Århus
og Strandby-Elling IF nord for Frederikshavn.
Mest seværdige hold
- Vi fortjente sejren. Jeg mener, vi af de seks deltagende hold spillede
det bedste og det mest seværdige håndbold, sagde en meget tilfreds
SUS-træner Klaus Rydal efter triumfen i Frederikssund.
- Og samtidig har vi en stor bredde på holdet, og evnen til at løse de
taktiske situationer, som opstår i løbet af kampene. Som det f.eks.
skete flere gange, hvor vore modstandere tog det spilmæssige destruktive
middel som mandsopdækning i anvendelse.
Kampene kort
Kort om de enkelte kampe i Frederikssund, der blev fulgt af en stor
delegation af forældre og øvrige SUS-tilhængere:
Første kamp var mod Maribo, som i sæsonen efter sigende har spillet i
juniorrækken på Lolland-Falster. Det var da også et både fysisk stærkt
og godt skydende mandskab.
Derfor virkede SUS-spillerne nærmest lidt skræmte, og da samtidig alt
for mange oplagte chancer blev brændt gennem især anden halvleg, blev
det til en skidt start med et nederlag på 27-29 efter 13-13.
Lasse Folkmann blev kampens SUS-topscorer med 10 mål. Mads Rydal scorede
5 mål, Jeppe Kok Hansen og Anders Bebe hver 3, Rasmus Pedersen og
Mathias Petersen hver 1 mål.
Anderledes effektivt gik SUS-spillerne til sagen mod Team Nordsjælland,
som i sæsonen opnåede en andenplads i øst-divisionen for drengeholdene
fra Sjælland og København. Ligesom mod Maribo førte SUS-holdet gennem
hele 1. halvleg, men hvor halvlegen i den første kamp sluttede 13-13,
var SUS mod Team Nordsjælland foran ved pausen med hele 17-12. Og i
anden halvleg blev linien fulgt op med effektive gennembrud og
kontrascoringer, og dermed endte det med en solid sejr på 33-25.
Her var de mest scorende SUS-spillere Mads Rydal (7), Anders Bebe (6) og
Patrick Nielsen (5). De øvrige mål blev sat ind af Lasse Folkmann 4,
Sebastian Ring, Matthias Petersen og Rasmus Pedersen hver 3, samt Niels
Hansen og Jeppe Kok Hansen hver 1 mål.
Efter en hyggeaften og en god nat søvn på en skole var SUS dermed som
nummer to i puljen klar til søndagens afgørende kamp om pladsen ved
DM-finalerne mod nummer et fra den anden pulje - HK Smut fra
Nordsjælland.
Med en føring på hele 7-2 i løbet af de første 10 minutter blev grunden
lagt til det forjættede mål. Og SUS fortsatte linien resten af kampen,
der til stor jubel i SUS-lejren endte med en ti måls sejr på 26-16.
Tre spillere delte topscorerværdigheden - Jeppe Kok Hansen, Mads Rydal
og Lasse Folkmann med hver 7. Anders Bebe scorede 3 mål, Patrick Nielsen
og Sebastian Ring hver 1.
Stævnets sidste kamp mod Himmelev, der også sikkert besejrede Maribo i
deres semifinale, var uden den store betydning, efter begge hold
allerede havde DM-billetten i taskerne.
Igen startede SUS stærkt og bragte sig foran med 8-3. Men så kom
sjællænderne langsom ind i matchen. De nåede op i begyndelsen af 2.
halvleg ved 15-15, og med tre mål endog foran med 18-15, inden især gode
gennembrud af Lasse Folkmann og godt målmandsspil af Mikkel Jensen fik
SUS tilbage i opgøret. Fra 19-19 kom SUS foran 22-19, og afgjorde
kampen, som endte 24-22 til de fynske vindere.
SUS' målscorere blev: Lasse Folkmann 7, Mads Rydal og Jeppe Kok Hansen
4, Anders Bebe 3, Niels Hansen og Rasmus Pedersen hver 2, Sebastian Ring
og Matthias Petersen 1 mål.
SUS-spillerne og tilskuerne ankommer i "Jens Rings bus" til
Frederikssund lørdag middag.
Topscorer Lasse Folkmann scorer mod Maribo i stævnets eneste nederlag.
Lasse Schäfer i et gennembrud i lørdagens sejr over Team Nordsjælland på
33-25.
Pokerspil lørdag aften
Afslapning på "drengeværelset".
Klaus havde arrangeret teambuilding for forældrene lørdag aften.
Morgenmad på Aabjergskolen i Frederikssund søndag.
Jeppe Kok Hansen scorer i storsejren på 26-16 over HK Smut, der sikrede
billetten til DM-finalestævnet i Ålborg.
Flot tilskueropbakning til SUS-holdet.
Stor sejrsjubel ved sejren over HK Smut.
Anders Bebe og træner Christian Rahn i sejrsdans.
Hvem var det, der vandt i dag- det var dem fra SUS af...!
Flagene over oppe i Ullerslev, da DM-finalisterne vendte hjem søndag
(hvor der var konfirmation i byen).
Tilbage til
forsiden |