Pressemeddelelse - udsendt 21.01.2000:  

Landstrænere i Ullerslevhallerne

Lands Ungdom Stævne 2000 i Ullerslevhallerne i denne weekend har ikke færre end 310 fra hele landet. Foruden 250 spillere tæller det trænere, ledere, dommer og forbundsrepræsentanter. Blandt dem vil være trænerne for damelandsholdet, Jan Pytlich og Kim Jensen, som i løbet af weekenden vil udpege talenter til videre træning med henblik på en eventuel senere landsholdsdeltagelse. De vil være tilstede i Ullerslevhallerne i alle tre stævnedage.

Endvidere dukker også den kommende forbundstræner for det danske herrelandshold, Torben Winther, op i Ullerslevhallerne. Han vil overvære stævnet lørdag og søndag.

Dermed er han ikke med ved EM-starten for herrelandsholdet, men vil - sammen med de øvrige stævnedeltagere i Ullerslevhallerne - på storskærm kunne følge landsholdets første kampe i Kroatien.

Pressemeddelelse - udsendt 14.01.2000:

Håndboldtalenter i Ullerslevhallerne

I weekenden fra fredag den 21. til søndag den 23. januar afvikles det såkaldte »Lands Ungdoms Stævne 2000 for Juniorer« i Ullerslevhallerne.

Der bliver deltagelse af de bedste 250 dame junior og herre juniorspillere (15-16 år) fra hele landet. Hver af Dansk Håndbold Forbund's lokalunioner har udtaget hold til stævnet, og der vil blive afviklet i alt 42 kampe fra fredag kl. 19.00 og frem til søndag kl. 13.00, hvor stævnets vindere vil få overrakt pokaler i forbindelse med stævneafslutningen.

Der er gratis adgang til stævnet, hvor der for publikum vil være rig mulighed for at se afløserne for Tonje Kjærgaard, Nikolaj Jacobsen og de øvrige landsholdsspillere, når de engang går på »pension«.

Stævnet vil bl.a. blive overværet af landstrænerne Jan Pytlich og Kim Jensen, som i løbet af weekenden vil udpege talenter til videre træning med henblik på en eventuel senere landsholdsdeltagelse.

Det er SUS Håndbold, som er praktisk arrangør af det store stævne, og for at få alt til at fungere er der lagt et stort arbejde i forberedelserne, og under selve stævnedagene er omkring 40 frivillige hjælpere i sving med madlavning, rengøring, dommerbordsvagter o.m.a.

Lederne fra SUS Håndbold er ikke uvant med at arrangere et sådant stævne, idet tilsvarende arrangementer blev afviklet i Ullerslevhallerne i henholdsvis 1982, 1984 og 1997. I programmerne fra dengang fremgår det, at spillere som Heidi Bruun, Frank Jørgensen og Kim G. Jacobsen - og senest i 1997 Rikke Skov fra Viborg - allerede som juniorspillere »førte sig frem«.

 

Velkomst ved Erik Christensen, borgmester i Ullerslev Kommune:

Kære stævnedeltagere

Det er mig en stor glæde at byde alle stævnedeltagere, trænere, dommere og de frivillige hjælpere velkommen til Lands Ungdoms Stævnet 2000 i Ullerslev.

Til trods for Ullerslev Kommunes beskedne størrelse – ca. 5000 indbyggere – har vi i kommunen både gode og rummelige idræts- og fritidsfaciliteter.

Ullerslev Kommune har igennem flere år haft fokus på idrætten og kulturlivet. Det er vigtigt for os alle, at der til stadighed et veludviklet og aktivt idræts- og fritidsliv i kommunen.

Den væsentligste årsag til vores blomstrende idræts- og fritidsliv er dog de mange frivillige ledere, som uge efter uge er utrættelige i deres arbejde for at skabe gode vilkår og betingelser for kommunens børn og unge.

Også i forbindelse med dette stævne er der 60-70 frivillige som sørger for, at rammerne er i orden og tingene fungerer. Jeg er overbevist, at de frivillige nok skal sørge for, at I får nogle gode og spændende dage i Ullerslev.

Vi er både glade for og stolte over, at Ullerslev Hallerne for fjerde gang indenfor de seneste 18 år danner rammen om Lands Ungdoms Stævnet.

Så til Jer alle skal der lyde et - Vel mødt til Ullerslev Hallerne og jeg håber at I alle får et godt stævne med mange gode oplevelser og kampe.

Erik Christensen

borgmester

 

Velkomst ved Torben Nielsen, formand for SUS Håndbold:

Velkommen til Ullerslevhallerne

Fyns Håndbold Forbund, SUS Håndbold samt hallernes personale byder alle spillere, ledere, dommere og publikum velkommen til tre forhåbentlig gode og minderige stævnedage. Vi glæder os til håndbold på meget højt niveau og se nogle af fremtidens landsholdsstjerner på banen i Ullerslev. Som arrangører har vi gjort alt for, at alle skal føle sig vel tilpas i Ullerslevhallerne.

Til slut en stor tak til alle frivillige hjælpere, sponsorer og leverandører.

Vel mødt

SUS HÅNDBOLD

 

Tre gange tidligere har SUS Håndbold (Skellerup SG&I) været arrangører af LUS-stævne i Ullerslevhallerne:

1982: Landsunionsstævne for herre junior og ynglinge den 13. og 14. februar med deltagelse af 12 hold.

Blandt deltagerne på Bornholms herre ynglingehold var en vis Otto Mertz (fra Åkirkeby). På billedet fra dette stævne giver den fynske herre juniortræner Jens Voetmann sit hold instrukser. Blandt spillerne kendes Kim G. Jacobsen, der i dag spiller i Norge. Dengang var han stregspiller fra Ejby/Balslev. Lokalarrangør var Skellerup SG&I.

1984: Landsunionsstævne for dame og herre ungsenior i påsken (1. og 2. påskedag). 9 hold deltog. Af senere landsholdsspillere deltog bl.a. Susanne Møller Andersen, Rødovre, Astrid Friis Larsen, DHG, Heidi Bruun, Tved, Frank Jørgensen, FIF, John Iversen, Helsingør, Hans P. Munk-Andersen, Kolding, Niels Kildelund, GOG, Kim G. Jacobsen, Verninge. Lokalarrangør var Skellerup SG&I.

1997: Lands Ungdoms Stævne for dame og herre junior 17. til 19. januar. 14 hold deltog. Lokalarrangør var SUS Håndbold.

Tilbage til oversigten