Landsholdets massør
tilknyttet SUS Håndbold
Allan Poulsen tilbyder massage og skadesbehandling hver torsdag aften i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter
SUS Håndbolds ungdomsligaspillere, fynsseriespillere og spillerne på de øvrige hold tilbydes nu yderst kompetent bistand ved skader eller problemer, som gør det vanskeligt at spille eller yde det optimale på banen.
Resten af denne sæson og hele næste sæson har klubbens sponsorudvalg indgået aftale med massør Allan Poulsen, Odense, om at være til rådighed i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter hver torsdag aften fra kl. 19 til 21. Lige siden 1983 har Allan Poulsen været tilknyttet det danske fodboldlandshold og siden også damefodboldlandsholdet og både dame- og herrelandsholdene i håndbold. Desuden er Allan Poulsen massør for OB's superligahold, cykellandsholdet og flere andre topsportsfolk.
Alle SUS-spillere får dermed mulighed for at få behandling af en af landets mest erfarne sportsmassører. Hvert holds træner vil få en liste udleveret, så man kan skrive sig på til behandling den efterfølgende torsdag. Er Allan Poulsen med et af landsholdene eller OB, vil dette i sagens natur have en højere prioritet.
Den praktiske koordinator for dette unikke tilbud for SUS-spillerne er pigetræner Charlotte Caspersen, der selv er under uddannelse til fysioterapeut. Hun vil hver tirsdag og torsdag kunne kontaktes med hensyn til behandling af skader m.v.
Tilbage til
forsiden
|