
14. december:
Lever Jullerup Soveby virkelig op til sit navn? Umiddelbart ja, men alligevel sker der ting og sager i den tidligere stationsby.
Man kan f.eks. læse i Kjerteminde Tidende, at Jullerup Soveby snart får sin helt egen ambulancestation igen. Man skal være oppe i årene for at huske, hvordan Zonen i gamle dage havde en station ved hovedlandevejen i byen.
Og så får cyklisterne den fornemmeste sti anlagt langs hovedlandevejen i disse dage. Det hjalp åbenbart, at den gamle redacteur på lokalposten tog cyklen frem sammen med amtmanden.
Men om Jullerup Soveby igen bliver stationsby - det er en helt anden sag. Som selv samme redacteur kæmper for, alt imens han sætter sognerådsformanden og de handlende i byen på forsiden for ikke at rydde ordentlig op foran deres dør.
Så hvem siger ikke, at alt er henslumrende i byen.
Tilmed er der nu dukket rygter op om små intriger - og kærlighedsaffærer! Det bliver spændende at følge de kommende dage.
I hvert fald tyder det på, at snakken herom vil gå, når bondepigerne og deres gårdmand - dog uden driftslederen(!) - mødes til fest på lørdag aften. Men hvorfor de skal møde op med guld og i blåt - det er foreløbigt et mysterium.
|