SUS-ynglinge vandt over England

Sæsonen i SUS Håndbold blev skudt godt i gang onsdag aften i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter med et spændende besøg. Ikke mindre end den engelske trup af unge spillere, som i 2012 skal udgøre værtsnationens herrelandshold i håndbold var i forbindelse med et træningsophold på Oure Idrætshøjskole på besøg for at spille en træningskamp mod SUS' herre ynglingehold.

Omkring 200 tilskuere var på plads i hallen, og de fik en spændende kamp at starte sæsonen op på. Til gengæld var spillet til tider lidt usammenhængende. For englændernes vedkommende, fordi mange af dem først i en sen alder er begyndt at spille håndbold, og at truppen først nu for alvor er blevet samlet med det store mål om seks år for øje. Og for SUS-holdets vedkommende skal det tidlige tidspunkt efter træningsstarten efter sommerferien og fire-fem nye spillere, som skal spilles ind på holdet, tages i betragtning.

Alligevel lykkedes det for det talentfulde hjemmehold, som den 19. og 20. august spiller om kvalifikation til østdivisionen, at vinde »landskampen«.

Efter en lige 1. halvleg var stillingen 14-14. Straks fra 2. halvlegs start satte SUS-ynglinge sig bedre igennem det ellers fysisk stærke engelske forsvar, dels med gennembrud, dels langskud og gode indspil til stregen. Derfor kunne holdet trække fra og vinde kampen 29-23.

- Efter vi kun har været samlet tre gange efter sommerferien, er jeg godt tilfreds med spillet. Vi fik prøvet flere af de momenter, vi vil anvende i forsvar og angreb, og de lykkedes godt. Samtidig fungerede samspillet godt mellem de nye spillere og stammen på holdet, som har spillet sammen i mange år, sagde SUS' nye træner, Carsten Højgaard Nielsen, tilfreds efter sejren.

Også englænderne havde en god aften i Ullerslev.

- Det er spændende at spille i Danmark, der har en håndboldkultur, som vi slet ikke kender i England, sagde 18-årige Ciaran Williams efter kampen.

- Jeg er imponeret over, at I her i en lille by som Ullerslev har et så talentfuldt, ungt hold og så mange håndboldinteresserede mennesker, lød det fra den venstrehåndede fløjspiller på det kommende engelske landshold.

Selv kommer han fra klubben Bolton HC i Manchester, hvor han har spillet håndbold i ni år. Klubben har 55 medlemmer, alle mandlige fra 14 år og opefter, og hans hold deltager i den bedste engelske række. For nogle år siden var Bolton engelske mestre, men ligger for tiden på 8-9. pladsen i den nationale liga.

Sammen med fem andre på den 21 mands store trup, som er udvalgt for et halvt år siden til det projekt, som skal ruste England til turneringen ved De Olympiske Lege i 2012, skal Ciaran Williams nu gå på håndboldlinien i Oure i et helt år, hvilket han glæder sig meget til. 

Som altid er OL-værterne selvskrevne deltagere i alle discipliner, uanset om man i forvejen har tradition for den pågældende sportsgren. Og det har England langt fra i håndbold. Derfor har det været nødvendigt at hente hjælp udefra, for den stolte fodboldnation ikke skal blive løbet helt over, når bolden pludselig skal op i hænderne.

I en uge er truppen på ophold i Oure, hvor flere af GOG's trænere sammen med instruktørerne på skolens håndboldlinie skal sætte system på spillet. Foruden kampen i Ullerslev har englænderne mødt GOG's ynglinge, som også skal deltage i østdivisionsturneringen i næste weekend. Her blev det til et nederlag på 20-23.

- Mod GOG gik vort spil noget bedre, sagde en ærgerlig målmand, Jesper Parker, efter nederlaget i Ullerslev.

Sammen med et par spillere, som til dagligt opholder sig i Tyskland og Frankrig, hvor de spiller på lokale divisionshold, er Jesper Parker hentet fra Sverige til den engelske OL-trup. Han har aldrig boet eller spillet håndbold i England, men hans far er engelsk statsborger. Derfor.

22-årige Jesper Parker, der stod i det engelske mål i anden halvleg mod SUS-ynglingene, har stået på det svenske ynglingelandshold og indtil for to år siden, hvor han begyndte at studere, spillede han Redbergslid, som mødte Kolding i Champions Legue sidste år, og som har Mats Wislander på holdet. 



SUS Håndbolds herre ynglinge vandt kampen mod England 29-23 onsdag aften. Men især voldte det engelske landsholds stregspil lidt forsvarsmæssige problemer.


SUS' nye træner Carsten Højgaard (tv) var godt tilfreds med sit holds indsats efter kampen mod England.


Omkring 200 tilskuere var mødt op til den spændende »landskamp« onsdag aften i Ullerslev Kultur- og Idrætscenter.


Englænderne udtrykte stor tilfredshed med kampen i Ullerslev og tilskueropbakningen. Her siger de to hold tak for kampen.


Målmand Jesper Parker, svensker med engelsk far, er hentet til den engelske OL-trup fra Redbergslid i Sverige, mens Ciaran Williams (th) til dagligt spiller i Bolton HC i Manchester. Men i det næste år skal han sammen med fem fra truppen gå på Oure Idrætshøjskoles håndboldlinie for at dygtiggøre sig. 


Tilbage til forsiden