SUS-succes ved Holstebro Cup SUS Håndbolds pige-, drenge, dame- og herre ynglingespillere, ialt seks hold, deltog i det store påskestævne »Holstebro Cup 2008«. Stævnet er med deltagelse af i alt ca. 4.000 spillere landets største håndboldstævne. Specielt for stævnet er det, at der er hold fra lilleput- til ynglingeårgangene. Det giver klubberne mulighed for at sende hele sin ungdomsafdeling af sted på en gang og dermed mulighed for at ryste klubbens ungdomsspillere sammen på tværs af holdene. Desværre valgte SUS' juniorspillere stævnet fra, og de gik dermed glip af et godt stævne og muligheden for at være sammen med klubbens øvrige ungdomshold. Sportsligt bød stævnet på flere flotte præstationer af de deltagende SUS-hold. Først og fremmest udmærkede herre ynglinge ved at gå hele vejen og vinde stævnet. I en spændende A-finale mod Mejdal IF blev det til en etmåls sejr, og det på trods af ikke mindre end fem brændte straffekast af SUS'erne. Undervejs blev det bl.a. også til en sejr over et jysk ynglingeliga hold, lokale Team Tvis Holstebro! Derudover udmærkede herre ynglingene sig ved at være turens »hyggespredere«. God humor, godt med selvironi og gale indslag, som f.eks. når det næsten lykkedes for Thomsen at bide Daniels næse af! Dame ynglingene nåede ikke så langt, men klarede sig pænt med tre sejr i løbet af stævnet, der strakte sig fra Skærtorsdag om aftenen og frem til kl. 15.00 om søndagen (Påskedag), hvor herre ynglingene spillede stævnets allersidste kamp i Holstebrohallen – finalen i A-slutspillet. Efter sejren fik holdet overrakt flotte Hummel-præmier! De to drengehold fra SUS Håndbold havde som ventet ikke lige let ved at klare sig i konkurrencen mod de mange stærke modstandere. For 2. hold drenge endte stævnet desværre uden en eneste sejr. Det til trods skal drengene roses for, som altid, at tage nederlagene med oprejst pande. Klubbens bedste drengehold overgik egne forventninger ved at spille sig i semifinalen. I den indledende pulje blev det bl.a. til en overraskende sejr over det meget stærke tyske hold HSG Schulp/Westerrön. I mellemrunden for alle puljevindere blev det bl.a. til et uafgjort resultat mod hjemmeholdet HH90 (Holstebro), der spiller i Drenge divisionen, den højeste række i Jylland. Kun i semifinalen levede SUS-drengene ikke op til egne forventninger. Modstanderen Værløse HK fra København blev desværre undervurderet, og derfor var drengene ikke helt klar i semifinalen og måtte inkassere et nederlag på 15-9. Derfor hang drengene også med hovedet efter kampen. - Men drengene har lært en masse af stævnet. Gode resultater blev skabt ved at finde en gejst og vilje frem, som ikke tidligere er vist og nederlaget mod Værløse HK viser jo blot, at alle modstandere skal tages alvorligt, så det har vi forhåbentligt også lært af, sagde drengetræner Klaus Rydal efter stævnet. Også pigerne fra SUS var repræsenteret med to hold ved det store stævne i Holstebro, hvor der deltog hold fra hele Skandinavien og Tyskland. - Pigerne havde glædet sig længe til at komme på denne SUS' årlige afslutningstur - i år til Danmarks største skandinaviske stævne. Efter en hyggelig bustur derop med godt humør fra vores ynglinge hold ankom vi ved kl. 20. Pigerne fandt hurtigt deres rytme i at pakke ud og hyggede sig på tværs af holdene hele aftenen, fortæller pigetræner René Vitton Dyrehauge Næste morgen skulle pige 2 meget tidligt op, og pige 1 kunne have sovet længe. Men nej, de stod op kl. 5.00 til stor bekymring for deres træner, da pige 1's sidste kamp i den indledende runde først skulle spilles kl. 18.00. Første dag gik rigtig godt. Holmen fra Norge blev slået 14-6 fra morgenen af, og derefter gik det bare derudaf. Næste offer blev Højmark som fik en »sæk« på 12-3 - og til slut Kvik/Ramten, som måtte se sig besejret 19-3. Dermed tog træneren fejl: Pigerne var ikke for trætte og var ikke stået for tidligt op! Dag 2 (om lørdagen) skulle holdet først spille kl. 14.00 og 18.00, da de var nået A-slutspilspuljerne. Det udnyttede René sammen med 10 af pigerne fra pige 1 og 2 holdet til at gå i Holstebro Badeland et hyggeligt afbræk fra alt håndbolden. Første kamp om eftermiddagen skulle stå imod tyske Horn - en kamp pigerne sent vil glemme, hvad fysik angår! Som træneren sagde: - De har hår imellem tænderne og hår på ryggen, og vi kan ikke være med fysisk, så vi skal vinde på hurtighed. - Og det gjorde vi så - samtidig med at forsvaret stod en flot 6-0 med stødende backs, fortæller René Vitton Dyrehauge. SUS' pige 1 hold vandt kampen 11-10! Anden kamp den dag var imod Hvidovres elite A hold, som ligger nr. 2. Dem undervurderede SUS kraftigt, men lavede en genistreg rent taktisk, så de aldrig kom ind i kampen. Det blev en rodet affære og endte med en SUS-sejr på 7-6. Ikke mange mål, men nok: VI VAR NU I SEMIFINALEN... Semifinalen skulle spilles på Tvis/Holstebros hjemmebane. Det blev en god oplevelse for pigerne - bare desværre imod Norges bedste hold, Asker-Brnoce, et hold, som to år i træk har vundet verdens største turnering for hold. Så det var selvfølgelig en for stor mundfuld. SUS-pigerne tabte 21-9 - et resultat, der godt kunne have lidt bedre, hvis pigerne ikke havde været så imponeret af modstanderen - men alle på holdet blev enige om, at det dejlige ved at tabe til sådant et godt hold er, at alle kunne se, at spillerne har meget at lære endnu, og alle glæder sig til sommertræning, hvor der er god tid til at finpudse holdets spillestil. - Tak til alle, der var med til at gøre denne tur til en positiv oplevelse både spillere - trænere - og forældre for deres opbakning, lyder det fra René Vitton Dyrehauge, der ud over at være pigetræner også er klubbens næstformand. Tilbage til forsiden |