Hollandstur igen i Påsken
2001
Denne sæsons afsluttende tur til Holland bliver et glædeligt gensyn for de ældste ynglinge, da turen i påsken 2001 atter går til Jupiter Cup i Franeker. SUS Håndboldi gæstede i 1998 turneringen med 6 hold - de sædvanlige ungdomshold fra junior og ynglinge afdelingen, samt to seniorhold, hvor herreholdet tilmed sluttede som vindere af stævnet.
Franeker ligger i det nordvestlige Holland og huser omkring 13.000 indbyggere heraf en del studerende. Der er sågar danskstuderende i byen, så er man heldig kan man træffe en »indfødt«, som taler dansk.
HV Jupiter 76, som arrangerer turneringen, er en lille klub med bare tre seniorhold og tre ungdomshold, men turneringen Jupiter Cup, der i øvrigt i år 2001 er en 10 års jubilæumsudgave, er utrolig velorganiseret og meget populær - og har haft deltagelse af hold fra Tyskland, Frankrig, Schweiz, Norge, Sverige, Danmark og naturligvis Holland. Alle kampe foregår i det samme sportskompleks med fire håndboldbaner og afslutningen på stævnet er en fantastisk festlig præmieoverrækkelse med lysshow og musik, der ender i en fest.
Forberedelserne til turen er allerede i gang, og de forhåbentlig mange SUS-spillere, som tilmelder sig turen, kan godt begynde at glæde sig - og resten må være misundelige!
Tilbage til
forsiden
|