SUS fik første certifikat

I den forgangne vintersæson har 50 af landets håndboldklubber sammen med foreninger fra fire andre sportsgrene deltaget i et projekt under Dansk Idræts Forbund med titlen: "Et godt idrætsmiljø for børn". 40 klubber har færdiggjort projektet med blandt andet udarbejdelse af målsætning og arbejdsplaner for børneidrætten, nye tiltag etc., og som den første håndboldklub fik SUS Håndbold i søndags overrakt DIF-certifikatet.

Det skete i pausen i herre ynglinge divisionskampen mellem SUS og GOG, og med deltagelse af repræsentanter fra DIF, Fyns Håndbold Forbund, firmaet Tress Sport og Leg, der medbragte en check på 2.000 kroner, samt borgmester Erik Christensen og Annette Blynél fra Ullerslev Kommune, som også havde en check med til klubben.

Certifikatet blev modtaget af børneansvarlig sportschef Sonja Hedeager og en flok børnespillere fra SUS Håndbold, under overværelse af et talstærkt publikum i Ullerslevhallen.


SUS Håndbold har som den første danske håndboldklub fået certifikat på et godt børneidrætsmiljø. I forreste række står 6-årige Joakim med det synlige bevis. Til højre sportschef Sonja Hedeager.


Formand Torben Nielsen modtager checken fra Tress på 2.000 kroner af konsulent Bjarne Stein. Pengene skal gå til indkøb af idrætsudstyr og rekvisitter til glæde for de mange børnespillere i SUS Håndbold.


Forvaltningschef Annette Blynél havde en check på 500 kroner med til SUS Håndbold fra Ullerslev Kommune i forbindelse med certificeringen af børneidrætten i foreningen. Hun håbede, at initiativet kunne videreføres til hele kommunens aktive idrætsverden.


Overrækkelsen af certifikatet havde trukket et større presseopbud til Ullerslevhallerne søndag den 11. marts. Her interviewes nogle af børnespillerne af TV2 Fyn.

Dette logo vil fremover præge SUS Håndbold's officielle papirer, hjemmeside osv.


Tilbage til forsiden