Puslinge drenge hædret som Fyns bedste

SUS Håndbolds puslinge drengehold i eliterækken gik hele vejen, og står her efter sæsonen med en fynsmestertitel, ti kampe gav ti sejre! 

Holdet slutter hele seks point foran rækkens nummer to, GOG. Og netop GOG var på besøg i Ullerslev i sidste spillerunde. Og uanset, at puslingene allerede havde vundet rækken, så var der ære og prestige på spil. 

Det blev en flot spillet kamp, hvor holdene skiftedes til at føre. Ved halvleg stod der 8-6 til SUS, og ved en smart kombination kom holdet foran 9-6 allerede 15 sekunder inde i anden halvleg. Men så var det ligesom, at der gik gummiarm i spillerne, og pludselig var holdet bagud 9-12. Spillerne virkede opgivende og negative, og så er det svært at vinde håndboldkampe. Men heldigvis vågnede drengene op i tide og med en flot slutspurt blev kampen vundet 14-13. 

Så det var ni glade drenge, der efterfølgende modtog pokal og guldmedaljer fra FHF ved SUS' egen Lene ”Høj” Jørgensen (billedet). 

Spillerne på holdet, der ses her på forsiden af hjemmesiden, er Emil Henriksen, Emil Vive, Alexander Verheij, Joakim Rydal, Mikkel Ørbech, Lasse Mikkelsen, Benjamin Pedersen, Jens Bebe Hansen, Danny Simonsen. Derudover tæller holdet Asbjørn Nielsen og Thomas Torp, som var fraværende pga. konfirmation og ferie.




Fremgang over hele linien

Generelt kan trænere i puslinge drenge afdelingen med ikke mindre end tre hold notere sig en markant fremgang for alle spillere gennem sæsonen, som nu er slut. 

I første halvdel spillede de tre hold i A rækken (et hold) og i B rækken (to hold). Det blev stort set til lutter sejre for alle tre hold i hele første halvdel, og derfor blev det til et hold i Eliterækken og to hold i A rækken efter jul. 

- Som ventet blev det væsentligt sværere for de to A hold efter jul, men uanset at det har givet nogle nederlag for begge hold, har vi vundet i personlig udvikling for alle spillere. Her er tale om virkelig stor spillemæssig udvikling for samtlige spillere – og det tæller mere end point på kontoen, siger Helle Riget, en af trænerne i puslinge-afdelingen.

- Så med det i baghovedet, er det glædeligt samtidigt at konstatere, at placeringerne i A-rækken her efter jul blev en delt femteplads for A1 og en niende plads for A2 – godt gået drenge!


Bagerst fra venstre: Emil Vive, Mikkel Ørbech, Joakim Rydal, 
Jens Bebe, Benjamin Pedersen, Helle Riget
Forrest fra venstre: Alexander Verheij, Emil Henriksen, Lasse Mikkelsen, Danny Simonsen
Fraværende pga konfirmation og ferie: Asbjørn Nielsen og Thomas Torp (07.04) 


Fyns bedste puslinge drengene spiller i SUS Håndbold


Allerede før sidste spillerunde, søndag d. 6. april, ligger det klart, at SUS Håndbolds puslinge drenge elite er blevet fynsmestre! 

Titlen kom i hus torsdag aften, 27. marts i Aarup. SUS-drengene vandt uden at spille prangende 22-16 over Aarup HS, og holdet opnåede dermed den niende sejr ud af ni mulige! MEGET FLOT gået, drenge!! 

SUS-puslingene har dermed fire point forspring til GOG, inden netop GOG kommer på besøg i Ullerslev hallerne søndag den 6.april. Og uanset udfaldet af den kamp, kan GOG ikke på én kamp hente de fire point. 

Med til historien hører også, at denne flok SUS-drenge for to år siden blev fynsmestre som lilleputter. 

- Det er meget glædeligt at konstatere, at vi har holdt niveauet, og igen står som de bedste på Fyn! Det er bare at klø på drenge, så er det forhåbentligt jer, som om to år skal repræsentere SUS ved DM for drenge! I har evnerne og talentet, forhåbentligt har I også viljen, lyder det fra Helle Riget, der træner holdet.

Stort tillykke med fynsmesterskabet!



Tilbage til forsiden