Mona stopper efter 17 sæsoner med trøjevask
I ikke mindre end 17 sæsoner har Mona Warming sørget for, at samtlige SUS Håndbolds hold altid har kunnet spillet i nyvasket tøj. På grund af svigtende helbred stopper hun nu med denne uvurderlige indsats for klubbens mange spillere, og overlader vaskeopgaven til Dorte Jensen.
Typisk for Mona ville hun ikke have opmærksomhed, da sæsonen og dermed hendes vaskejob blev afsluttet søndag den 19. marts i Ullerslevhallerne. Derfor måtte klubbens bestyrelse ty til "list" for at få hende op til hæder i forbindelse med damernes og herrernes fynsseriekamp.
SUS-formand Torben Nielsen roste hende for det altid pligtopfyldende arbejde, både med vask men også med vedligeholdelse af de mange spillertrøjer, bukser og træningsdragter gennem de mange år.
Og både gaver og blomster blev overrakt af nogle af SUS' mange lilleputspillere.
Ikke mindre end omkring 1500 maskinvask har det løbet op i for Mona Warming i hver af de 17 sæsoner, så over 25.000 gange har hun fyldt vaskemaskinen med svedigt håndboldtøj, tømt den igen, hængt tøj til tørre, lagt det pænt (og i nummerorden) tilbage i kurven - og fragtet det op i rummet - klar til en ny kamp!
PS: Og det skal lige med, at Mona Warming i samme periode, dog forskudt med to år, også har vasket beskidt fodboldtøj i samme omfang for Ullerslev Boldklub og siden SUB Fodbold.
Fra Dorte Jensen, klubbens nye vaskekone, var der også knus til Mona Warming, da hun i søndags takkede af efter 17 sæsoner med vask og vedligeholdelse af alt SUS Håndbolds spilletøj.
Tilbage til
forsiden |