SUS-damer på oprykningskurs

Efter sejren i søndags over Risøhøj skimter fynsseriedamerne allerede danmarksserien forude

Selv om der næsten er to måneder,  til turneringen afsluttes, så begynder en oprykning for SUS Håndbold's fynsseriedamer allerede så småt at tegne sig forude. Med den vigtige sejr over Risøhøj i søndags i Ullerslevhallerne ligger holdet nu på andenpladsen hele syv point foran nummer tre. Da to hold har direkte oprykning til danmarksserien, ser det derfor meget lyst ud for holdet, der endnu ikke har tabt under den nye træner, Bent »Bimmer« Markvardsen.

Selv om han endnu ikke vil tale oprykning, så var det både en lettet træner og spillertrup, der i søndags kunne fejre den vigtige sejr over nummer tre i rækken.

- Spillerne var meget nervøse, da vi trods alt spillede om fire point i dag. Det bar spillet tydeligt præg af i 1. halvleg, hvor  vi kun var foran med et enkelt mål (12-11, red.). Med efter pausen fik vi langt bedre gang i spillet, ikke mindst forsvaret og kontrafasen, konstaterede en tilfreds SUS-træner.

Hans genistreg efter pausen med mandsopdækning af gæsternes farlige Rikke Holme var imidlertid også en ikke uvæsentlig årsag til, at SUS kunne trække sig tilbage med en fortjent og komfortabel sejr på 28-22 i det vigtige opgør.

Topscorere blev Helle Ryberg med syv og Pia Larsen med fem mål. Pia Aleksandrowits og Lisette Hornemann scorede hver fire.

Med sejren over Risøhøj i søndags i Ullerslevhallerne rykkede SUS-damerne et stort skridt nærmere danmarksserien. På billedet bremses Mette Jensen ret så voldsomt af gæsternes forsvar.  

Tilbage til forsiden