Mange SUS-vindere

Flere af SUS Håndbold's hold slutter sæsonen i top, og skal derfor til fynsmesterskaber.

Selv om håndboldsæsonen synger på sidste vers, så må mange af SUS Håndbolds spillere påregne en forlængelse - enten som kvalifikationskampe om oprykning eller deltagelse i fynsmesterskabet.

Således har flere af holdene sikret sig førstepladsen i deres række. Det gælder herre serie 1, herre serie 2 samt dame ynglinge elite B. 

For førsteholdenes vedkommende skal de ud i kvalikampe om oprykning til 2. division den 24. marts og 1. april. Det var allerede en realitet inden søndagens hjemmekampe i Ullerslevhallerne, hvilket præstationerne også bar præg af i de to danmarksserieopgør. 

Også fjerde herrehold skal nu ud i kvalikampe. Med andenpladsen i herre serie 3 skal holdet forsøge at spille sig op i serie 2. I søndags blev det til en sejr på 19-11 over Sdr. Nærå.

Spændende opgør i weekenden
Endnu fire SUS-hold kan i den kommende weekend nå førstepladsen i deres respektive rækker. Drengeholdet, der i søndags efter en flot indsats i især 1. halvleg vandt over Krarup/Espe med 18-12, skal til Faaborg, hvor det gælder rækkens nummer to. Med blot et point er førstepladsen i hus for de talentfulde SUS-drenge.

Puslinge drengene ligger også nummer et i A-rækken efter mange fornemme kampe på det senere. Dog blev det kun til uafgjort i søndags mod Næsby, og derfor skal resultaterne i de øvrige holds kampe mage sig heldigt, hvis førstepladsen beholdes af SUS-puslingene.

Endelig skal klubbens to lilleputhold på lørdag ud i nogle spændende udekampe. Inden kampene ligger såvel drengene som mixholdet nummer et i hver deres A-række, så sejre på lørdag kan indbringe den samlede førsteplads.

Derfor håber holdene på stor opbakning i de vigtige, afsluttende kampe.


Tredieholdet vandt i søndags over HF SKF/NLS med 22-17 og cementerede dermed førstepladsen i serie 2. De rutinerede SUS-spillere Torben Hansen (tv) og Anders Talbro udfører her et gammelkendt tremetersystem i kampen. Næsten skjult er det Klaus Kroer og i baggrunden Bjarne Aleksandroviets.


Damerne i serie 2 må "nøjes" med en tredjeplads i denne sæson - efter en ellers fornem og rutineret indsats i kampene. Overmagten i søndagens kamp mod Sdr. Nærå var for stor - her godt illustreret af omklamringen af Solveig Andersen i kampens hektiske slutfase. Sdr. Nærå vandt 18-13.


Fjerdeholdet havde til sæsonen (foreløbigt) sidste kamp come back til Allan Andersen. - Jeg sørger for sild hvert år til holdets julefrokost, så er det vel også rimeligt, at jeg får mindst en enkelt kamp i sæsonen, udtaler håndboldlegenden, der her ankommer med håndboldtaske og nyindkøbte (badminton) sko. Det blev til en enkelt scoring efter hans legendariske hopskudsfinte - så måske fortsætter karrieren med holdets kommende oprykningskampe til serie 2?

Tilbage til forsiden